Mon ikke en del af os har været i haven i dag?
Jeg tror ihvertfald min havemand er godt træt i aften...
Han har klippet tjørnehækken, flyttet tre klemtatis, plantet fem pæoner, en hækplante og hjulpet mig med krukker til sommerblomster...
Min arm er og bliver bare dårlig - jeg er henvist til ortopædkirurg igen, da jeg har væsentlig flere smerter nu end før operationen - og vi taler om en operation som snart er fem måneder væk... Jeg har smerter dagligt desværre, så denne sæson er jeg dybt afhængig af min mand til at hjælpe i haven. Af samme årsag er der heller ikke lagt kartofler i år f.eks.
Der sker dog stadig lidt som I kan læse. Det er nu dejligt at have en mand der gerne hjælper med min havehobby. På alle måder en u-undværlig mand jeg har mig - derfor kunne vi også forleden fejre, at vi har holdt hinanden ud i ni år! Jeg fik en zinkbakke med små beholdere til min forspiring. Jo, han ved godt jeg elsker min have og at jeg manglede bakker til forspiring.
Billederne i dag er en blandet landhandel...
Vi har nu høstet de første asparges - som i de ALLER første... "Blæksprutterne" blev lagt for to år siden, og har nu haft lejlighed til at etablere et godt rodnet. Så NU er det endelig tid til at høste hjemmeavlede grønne asparges! Uuuhhhmmm...
Jeg troede egentlig dette var dorothea-liljer, men det kan det jo ikke være - de står lige ved siden af netop dorothealiljerne som er afblomstrede for længst... Nogen der kender dem?
Fine er de nu!
Min mand flyttede de sidste tre klematis - de er lidt slatne - jeg kommer lidt i tvivl om det mon var klogt at flytte dem nu, men det er jo for sent nu - det er fire forskellige slags som er plantede omkring vores træ. Så har de det at kravle op i. De har fået godt med vand i dag, og vander igen de næste par dage.
Her er to af de fem pæoner - planteskoleringen har haft tilbud med fem styk for 299,- så nu slog jeg altså til! Jeg har LÆNGE ønsket mig denne slags - Sarah Bernhardt. De sidste tre står i en stor krukke på terrassen. Var heldig i går torsdag at få nogle af de sidste - der var mere end fem så fik valgt mig de fem med flest knopper i - jeg har været MEGET forsigtig med plantedyben, så jeg håber de kvitterer med at blomstre og trives... Men hele fem planter - fantastisk - jeg havde håbet jeg en dag fik bare EN - så nu er der en chance for jeg måske ligefrem kan nænne at plukke en blomst eller to ind til en vase en dag...
Vores træ i hjørnet (som klematiserne er plantede ved) blomstrer i stor stil nu.
Det er SÅ smukt - jeg aner ikke hvad træet hedder - men flot er det altså! Jeg glæder mig hvert forår til det springer ud.
Som små stager, står hver eneste blomsterstand!