Jeg har egentlig ikke rigtigt bed i selve haven... Jeg har et "bed" under dronningebusken med høstanemoner, jeg har et bed i det ene hjørne med nogle flotte bonderoser, og jeg har højbede.
Vi har tilgengæld en dejlig lille krog lige uden for vores bryggers, hvor der er dejlig morgensol og skøn skygge om eftermiddagen på de varme sommerdage.
Men der er ikke voldsomt hyggeligt, for "udsigten" er denne:
Der er selvfølgelig ikke noget i vejen med et jordbærblomstrende højbed eller drivhuset der bugner af tomatplanter, men det er da ikke sådan decideret hyggeligt...
Set henne fra drivhuset, set det således ud:
Det markerede er der, hvor jeg vil grave græstørvene af og sætte et espalier. Drømmen er en "væg" af roser. Det bliver omtrent to meter højt og nok halvanden til to meter langt.
Drømmen er som nævnt en "væg" af roser - heldigvis er barrodsroser ikke voldsomt dyre, for der skal jo nok plantes en fem stykker.
Jeg drømmer om rosen "Arvensis Splendens" som er en historisk slyngrose. Den kan blive 300-400 cm. høj (sidstnævnte sandsynligvis under optimale forhold). Den skulle have kraftig duft og mellemstore, halvfyldte blomster.
Når selve stakittet er omkring 200 cm. højt, er der jo forhåbentlig rig mulighed for at flette grenene ind i rionettet, så det bliver mere tæt. (Billede lånt af roses.dk)
I "bunden" drømmer jeg om en vældig frin frøken, med det mundrette navn Archiduchesse Elizabeth d'Autriche. Her er tale om en mindre rose på 90-120 cm, remonterende, stærk duft og næsten fyldte blomster.
Jeg tror de to kunne klæde hinanden... Jeg drømmer ihvertfald. Men det er svært, for der findes fastisk ikke ret mange slyng/klatreroser, som er remonterende, har kraftig duft og fyldte blomster... Det er mange ønsker på en gang, jeg ved det godt...
To andre steder i haven har jeg plantet "Alchymist", som ikke er en historisk rose, omend den stadig dufter.
Drømmen er at vores morgenkrog bliver indhyldet i rosenduft, så det bliver endnu mere attraktivt for os at sidde i den lille krog.
Og jeg HAR fået "lov" af min mand, der dog ikke mente jeg skulle bruge HELE lørdag aften, på at søge efter den HELT rette klatrerose... Det bliver spændende at se, om jeg reelt også ender op med de to nævnte...