Viser opslag med etiketten piccolino. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten piccolino. Vis alle opslag

torsdag den 20. september 2012

Så er der plantet...

I det lyserøde bed er der plantet kugleprimula, solhatte, akelejer, en blanding af pink påskeliljer, roser og jeg blev enig med mig selv om at flytte mine fem lyserøde pæoner ned i dette bed også

Senere kommer der lidt storkenæb i beddet også som bunddække. I forvejen havde jeg lagt nogle pink tulipaner - så jo det er lyserødt i lyserødt - et rigtigt tøsebed!

Lige nu ser det jo ikke ud af meget, men mon ikke det bliver flot næste år. Der kommer forhåbentlig lidt højde på i form af nogle stokroser og torskemund, men da det er planen de skal dyrke fra frø, er disse planter i sagens natur ikke plantet i beddet endnu...


I den modsatte ende af haven har vi endelig fået plantet mine hortensia Annabelle, suppleret med en hvid ridderspore på hver sin yderside af de tre hortensia.
Idet Annabelle skal klippes ned til omkring 20-30 cm hvert forår, har jeg i de to mellemrum mellem de tre planter, sat ialt fire akelejer "Clementine White".
I beddet var der i forvejen lagt en masse hvide perlehyacinter, som jeg købte på tilbud i foråret da de var afblomstrede.


Der er også suppleret med 25 dorothealilje-løg (dog ikke de største løg jeg har set, men mon ikke de vokser til i løbet af en sæson eller to) og så nogle liljekonvaller i jorden til venstre på billedet.
Liljekonvallerne var dog virkelig tørre - men ok - jeg fandt dem også i restkurven til en femmer pr pose, og der er angiveligt 10 styk i en pose - så nu må vi se om jeg får mit drømmetæppe af liljekonvaller til foråret eller om de er FOR tørre til at der er liv i dem endnu... 

Så nu er det lyserøde og det hvide bed færdige - for nu da ihvertfald - så er det spændende om de så også fungerer til næste år, når de skal blomstre... En ting er at få krukkerne til at passe sammen - dem kan man jo bare flytte rundt på - jeg synes straks det er sværre i almindelige havebede... 

fredag den 14. september 2012

drømmer...

Ja, jeg glæder mig usigeligt til at se mit lyserøde bed tage form næste år


Så lige en lille collage af de planter der allerede nu er planlagt
Det drejer sig om:


Øverst:
Mamelukærke -- Jacques Carier rose
Nederst:Solhat "piccolino" -- solhat "strawberry shortcake" -- solsikke

Mamelukærme har jeg i frø fra svigermor og med lidt hjælp fandt jeg frø til den smukke pink solsikke på eBay, så bestilte straks to breve til næsten ingen penge - det er første gang jeg køber frø via eBay, men hende der henviste mig til sælgeren har handlet med vedkommende før, og var rigtigt godt tilfreds.
Jeg tænker at zinnia Queen Red Lime også vil gøre sig fantastisk godt i beddet og så overvejer jeg, om mine pæoner Sarah Bernhardt måske skal flyttes ned i dette bed også - eller om de skal blive i "pæon-beddet" - det skader jo nok ikke fordele de forskellige planter rundt i haven og skabe variation på den måde... 





PS - undskyld det lidt sære udseende på layout'et... Jeg er stadig ikke helt gode venner med Blogger's layout-opsætning... 

torsdag den 13. september 2012

Den knap så dovne blogger....

Ja, jeg har været helt og aldeles uansvarlig - jeg har gravet! Min arm har fyldt så meget negativt i mit liv, så forleden for der en djævel i mig og nej - det var ikke skide klogt! Jeg betaler prisen!

Men jeg blev så forbandet træt af det bed vi har langs garagen og annekset...
Brombær som ikke gav en hujende fis, MASSER af rajgræs, en rød klunset rose som så lidt sølle og malplaceret ud, og en gul, klunset iris som til gengæld trivedes og var blevet enorm...

Men flot kan man ikke sig det var......

Det var ikke just hyggeligt og indbydende at sidde og nyde morgensolen eller søge skygge om eftermiddagen...


Så masser af vand og indestængt vrede senere...


Og lige lidt smertestillende piller...

Nu har jeg så et "blankt lærred" - men fear not - jeg har allerede fået første bestilling af stauder fra staudefeen hjem - billederne er også fra feen...

Jeg har bl.a forelsket mig i nogle af de nye solhatte, herunder "strawberry shortcake"

 og "piccolino"

samt en Jacques Cartier rose...

Ja det bliver lyserødt/pink :-D

Et andet projekt er også undervejs, men det bliver et andet indlæg - pt er jeg for brugt til at fokusere på andet end det lyserøde :)