Glædelig fastelavn - min "mystery guest" i dag, fandt jeg i går på en osetur, på "min" planteskole...
De stod i stueplanteafdelingen og jeg kunne ikke stå for de blå-lilla blomster.
Men der er ingen angivelse af navn på planterne... Kan I hjælpe??
De små lerpotter og planterne måtte jeg betale fuld pris for - heldigvis er det jo ikke store summer i den størrelse. Potterne kan være i min hånd, men kunne ikke stå for dem, og de passer jo perfekt til de små blå-lilla blomster.
Derud over fandt jeg en god stak billige lerpotter - nogle helt små til 2,-/stykket, nogle større til 5,-/stykket, to styk små plantestativer, en glasvase og en glas-olielampe... Alt sammen på "rode-reolen" - jo det kan godt svare sig holde øjnene åbne. Jeg vil dog frygtelig gerne finde en olielampe mere magen til - men der var kun den ene... Den skal nok blive fin til sommer sammen med noget andet, men en mere ville da gøre lykke.
Plantestativerne har givet anledning til tanker om et lille eksperiment... I de krukker de skal stå i, vil jeg prøve at plante en enkelt ærteblomst i hver. Plantestativerne er så små, at en enkelt plante burde kunne dække stativet fuldstændigt. Det kunne være sødt på havebordet tænker jeg.
Om det så lige bliver i lerkrukkerne her, ved jeg ikke, da der ikke fulgte underskål med, og farven på ærteblomsten må jo gerne matche krukkerne.
Dernæst tror jeg også de små krukker vil forsvinde helt, under de lange stængler, ærteblomster jo sætter. Måske nogle større, sorte krukker kunne være flot, til hvide ærteblomster?
Rundt om i haven bryder det hele stille og roligt frem. Også indendøre der er liv. Mine tagetes som jeg såede for en uge siden, er næsten spiret, hver og en. Forleden såede jeg ridderspore, men de er dog ikke nået spire endnu - frøene er nogen år gamle, så nu må vi se om de vil noget.
Jeg havde egentlig tænkt jeg ville ud og rumstere lidt i haven, for vejrudsigten har de sidste par dage lovet solskin og 5-7 grader... Der er gråvejr og det blæser en halv pelikan... Så mere computer-gardening til mig....
Og jeg kan fejre intet mindre end to ting i dag... Jeg er allerede nået op på 20 faste læsere - det gik dæleme stærkt!! Herligt at mærke folk bakker op om sådan en glad amatør som mig...
Dernæst så vandt jeg den give-away om frø til hornvioler og en staude-viol hos
Akelejer og andet - iiih jeg glæder mig - "Tiger Eye" er jo oplagt i det gule/orange krukkebed! Den lilla staude-viol håber jeg inderligt at lykkes med så jeg kan placere den i det blå/lilla bed - og de sidste to har jeg endnu ike besluttet hvor skal placeres - men DET skal nok komme!! Fra øverste venstre hjørne mod højre er det:
1. Hornviol ’Apricot Antique’
2. Hornviol ’velour Frosted Chocolate’
3. Viola ’Tiger Eye’
4. Viola labradorica (staude med mørke blade)
|
Billedet er fra Akelejer og andet
|