lørdag den 28. december 2013

Høst til høsten...

Når jeg nu var så snedig, at blive født juleaften, så kommer der jo mange gaver på en gang...

I år havde gaverne - utilsigtet - et fælles tema... Nemlig "opbevaring" af høsten fra mine blomsterkrukker. Også kaldet vaser.

Intet mindre end 11 styks vaser pakkede jeg ud forleden... Men næsten forskellige alle sammen.

En Botanica vase fra Kähler samt nogle af deres Omaggio vaser. Herunder to kasser med tre i hver. Når jeg har dem ved siden af hinanden, kan man tydeligt se de er håndmalede. Super charmerende.

Hertil også tre Lyngbyvaser. Meget passende i tre forskellige størrelser, 15, 10 og 8 cm. så regner med at finde den i 12 cm en gang i januar - og så er jeg også klar til forårsblomsterne. Jeg kan næsten ikke vente nu!!


Der var også lidt at plante. Fra min mand, lå der en lille pose med 20 løg af de lyserøde perlehyacinter. Da det er så mildt i vejret, har jeg skyndet mig få dem i jorden allerede i dag. De havde fine lysegrønne skud allerede. Jeg overvejede lægge dem i et glas og nyde dem her inden for, men jeg kender mig selv godt nok til, at når jeg har haft løg i stuen, risikerer jeg ind imellem at jeg aldrig får dem lagt i jorden efter de er afblomstrede, så tænkte jeg ville lægge dem hurtigst muligt. For de lyserøde perlehyacinter er skisme for dyre til at gå til spilde.
Det er den, der hedder "Pink Sunrise" :-)

Den sidste ting til haven, er et stort Buddha-hoved på en halv meter i højden! Sådan et har jeg virkelig ønsket mig længe, men har aldrig fundet et som var virkelig flot, samtidig til at det var til at betale. Så da jeg faldt over en web-butik som har dem til 300,- for hovedet på 53 cm. så røg det lige lukt i ønske-bunken. Og det lå sørme under juletræet. Eller rettere - et billede af hovedet lå under træet, og hovedet stod gemt i min egen garage.

Hertil kom også en lækker kjole, gavekort til en tøjbutik (der ER bestilt på deres udsalg), en god bog, lidt make-up samt gavekort til lækkerier til køkkenet.

Nu glæder jeg mig endnu mere til forårets skønne blomster, som jeg kan nyde i mine nye vaser

søndag den 15. december 2013

Wrooom...

Der er fart over feltet på min kalender SKAL jeg da lige love for...

Knap havde jeg afleveret specialet, før det gjaldt forsvaret.
Forsvaret kom, blev overstået  Og *puf* - nu er jeg sådan set cand.polit!!

Så ventede ledigheden og tid til ALT det jeg havde forsømt i en meget lang periode... Og dog - for jeg blev tilbudt et free lance job, og der gik ikke tre dage fra forsvaret, til jeg startede på det.

Det er dog "kun" free lance, så det optager ikke alle mine dage, men de der ting jeg havde forsømt, er der pludselig ikke helt så meget tid til, som forventet.

Så nogle ting har ligget ret langt nede på to-do listen. Så som julepynt og blog.

Der er dog gang i en adventskrans. Selve kransen har jeg ikke selv bundet, men resten er eget "design"
Her i tændt udgave fra sidste søndag.

I dag skal vi ud og købe juletræ, og mon ikke der også bliver tid til at få hængt lidt mere julepynt op. Pga to meget legesyge killinger, bliver det dog nok lidt begrænset - og juletræet gør vi fast til en væg, så de ikke får det væltet - for de kommer til at kravle i det - det er sikkert og vist. Vi skal nemlig holde jul her hos os i år. Mine forældre og min bror og selvfølgelig min mand og jeg. Vi har holdt jul her før, bare os to, men det er første gang vi er mere end to, her hos os juleaften. Det glæder jeg mig rigtigt meget til.

I indkørslen står der også et par dekorationer - på det eneste billede jeg har fået taget er de ikke helt færdige endnu, der mangler et stykke julepynt og en sløjfe - måske jeg får taget mig sammen til at tage billeder senere.

Ideen er tyvstjålet fra min lokale planteskole. Jeg havde både kogler, mos, krukker og bånd, så købte bare de to hjerter at stikke ned i. Nemt og billigt.

Men drømmene om næste års have er så småt ved at spire. Frøkatalogerne begynder at komme...

Der er ikke noget som det første frøkatalog, der kan sætte gang i drømmene om et hav af duftende ærteblomster....
Aprospos ærteblomster - de bør jo ikke stå i samme jord, to år i træk, men hvis nu der gødes rigtigt godt - mon så ikke det går?

Men rigtig glædelig 3. søndag i advent...
Må se, om ikke jeg kan opprioritere bloggen en smule mere, for der er jo stadig lidt gang i haven, pga det milde vejr.

fredag den 8. november 2013

Tadaaa...

En tids-sluger af FORMAT er vel overstået - sådan da - mangler lige at forsvare det om en måneds tid...

Men for nu, er det skrevet, rettet, skrevet om, rettet igen og lige skrevet lidt mere om osv... You get the idea...


Det ser således ud, når man kommer ind på sin speciale-administration og møder verdens sødeste medarbejder. Jeg havde bare forventet komme ind til en ret u-imponeret kontormedarbejder og så sidder der den sødeste medarbejder man kan forestille sig:

Hun siger tillykke, anerkender det er et kæmpe arbejde, tilbyder selv tage billede af mig med min papir-baby og giver bolcher! Altså - hvor fantastisk når man bare havde regnet med "nå - fint - hej hej!"

Disse dage går med at hvile og glæder mig til at få lidt luft til at gøre haven vinterklar - heldigvis er det jo mildt endnu.


Så nu kan jeg vende tilbage til en lidt mere normal hverdag :-D

søndag den 20. oktober 2013

To nye bisser

I dag er brødrene Blondie og Baronen flyttet ind.

Det går faktisk bedre med introduktionen til Grisling end vi i første omgang troede det ville. Når hun kan se dem, hvæser hun. Når hun ikke kan se dem kan hun godt falde så meget til ro at hun lægger sig ned og sover.

De er knap 15 uger gamle, blanding af norsk skovkat og almindelig huskat.
De er friske, sunde, raske og legesyge :)






torsdag den 17. oktober 2013

Still alive...

Både haven og jeg er her endnu...
Der er stadig god gang i staudebedet og roserne i baghaven...

Jeg blogger denne gang fra min nye tablet, så er dæleme spændt på, om billederne jeg tog med den, er blevet OK...

Well I'm off again
Det fungerede ikke lige med billeder, men der skal nok komme et par stykker

Roserne langs garagen - det bare stykke jord er hvor mine pæoner står, de blev klippet ned forleden

Rose Jaques Cartier

Mere Rose Jaques Cartier

Det "nye" bed

Det "nye" bed fra den anden ende

torsdag den 12. september 2013

En sølle sensommerhave...

Jeg synes ikke det er efterår før medio-oktober - jeg ELSKER september og starten af oktober. Lyset og duftene er fantastiske.

Vi blev også gift i september - mange vælger august pga. vejret eller et "romantisk maj bryllup" - vi gik lidt imod strømmen, så vi havde også nemt ved at finde ledig tid i kirke og festlokaler... Det er otte år - OTTE år siden.... Otte års bryllupsdag kaldes også bronze-bryllup. Fik dog ingen blomster, men en anden og bedre gave - manden kom hjem fra forretningsrejse, lige netop den dag, så vi kunne fejre den sammen!

Til gengæld har jeg købt intet mindre end tre bundter roser til 48,- i Torvehallerne - så champagnekøleren fik nyt fomål! Den er perfekt i størrelsen og højden til sådan tre bundter!


Ude i haven ER der da lidt forskelligt - primært i mine krukker. Selve bedene i haven, er noget sølle - mere om det senere... Her er det dahlia i modlys. Jeg kan ikke huske hvad den hedder, og jeg ved en vis herre i Århus vil kalde den en tivoli-blomst, men jeg synes den lyser flot op i efteråret. Jeg ELSKER de store, flotte dahlia - smag og behag er heldigvis forskellig :-D


For første gang har jeg en enkelt Dahlia - Roxy. Jeg tror den får lov at blive gravet op og gemt til næste år - den er rigtig sød, men generelt ER jeg jo til de dahlia der står med kæmpe hoveder.


Denne "plante" er på en og samme tid både enormt charmerende og møghamrende irriterende! Hun holder meget af at være ude sammen med mig, men hun graver i mine krukker! Møgkræ ;-) Men - det følger med at have kat - bar, løs jord er en åben invitation for katte at grave i.

Jeg er  igen i år spændt på, om min krysantemum når få udsprungne blomster, inden frosten kommer. Men Det er tredje år, den kommer igen efter vinterfrost - og jeg som for nogle år siden troede at krysantemum var et-årige... Denne skulle gerne have fine hvide blomster, som skifter til mørk pink, i takt med de visner.

 Og så det sølle... Dette er mine tre Annabelle hortensia.... Der er langt til de enorme blomster. Jeg har vandet så godt som muligt, men det HAR bare været for tørt.

Det er også gået ud over mine asters. Der er kun EN overlevende. Den får som belønning lov at stå, og håber så på den selvsår.... For jeg synes den er så fin, så fin.

Hav en fortsat dejlig sensommer <3

mandag den 26. august 2013

Sensommer-slagtning

Dog ikke af den slags, der fylder fryseren op for vinteren (AKA en ½ gris)

Men på solsikkerne i mit staudebed...

De har fået lov at vokse og vende og dreje dem som det passede dem, indtil i dag... Jeg kom forbi med en saks... Det kræver ikke den store fantasi til at se hvad der er "før" og "efter"...



Der skulle forhåbentlig gerne blive godt med solsikkefrø til fuglene til vinter


Men at nulre det øverste lag af så mange solsikkehoveder er ikke noget der giver "grønne fingre" - men lilla...  (man kan måske også lige ane at nogle at de knap så tørre frø, faktisk har et lilla skær)


Jeg "plejer" normalt ikke klippe solsikker ind til buket, men i år kunne jeg ikke stå for dem. Ville I kunne det?? Nej, næppe...


Og så lige et billede af en IKKE-hjemmeavlet rose... Jeg lå i sidste uge aldeles brak pga. en kombination af forkølelse med feber og optrapning af medicin. Derfor kom min mand hjem fredag med den smukkeste buket af store, hvide roser. De har en dejlig, dejlig duft og de står SÅ smukt endnu. Dejlig mand jeg har gaflet mig der!



torsdag den 15. august 2013

En sommer med kontraster...

Ja det har jo været strålende sol og varmt! Virkelig varmt.

Så varmt jeg gik i hi! For det første fungerer jeg ikke i den varme. Som i SLET ikke. Jeg bliver et dovendyr på sofaen, men når duggen falder, så vågner jeg.

Nu kommer regnen og de køligere temperaturer og nu vender jeg tilbage til at være en smule mere aktiv.

Dog ikke for meget, for trapper op på smertemedicin til armen, hvilket har nogle kraftige omkostninger i form af bivirkninger.

Men haven elsker det - vores tag not so much - det opfyldte ikke sin fornemste opgave. Der var hul så vi måtte have fat i presenning, fastgøring og iøvrigt aflyse en tur til jylland - det ville give for meget mavepine at forlade et hus med presenning på taget med de vejrudsigter. Men taget er fint nu, så nu kan det bare regne videre - hvilket det også gør... Haven elsker det!

Jeg har dog ikke været meget ude med kameraet, men det kommer jo nok snart - så billederne er "out-dated" - men I må nøjes ;o)

Solsikken Ruby Eclipse - ikke helt så lyserød som håbet - men stadig vildt flot

Og den blomstrer helt vildt - der bliver MASSER af solsikkefrø til fuglene til vinter

Hewitt's double på spring - skal dog have suppleret op, ikke alle de nye planter overlevede tørken, selv om jeg forsøgte vande 

mandag den 22. juli 2013

Sommer i Danmark

DET er der vist ingen der benægter.

Danmark er dejligt - sommeraftner på terrassen med rødvin, kolde drinks, bål og olielamper.
Lange, varme dage hvor især hotensia-planterne tigger om vand.

Men vi kan vist alle blive enige om, at Danmark ER dejlig om sommeren!

Se selv....

De remonterende roser gør klar til anden parade


Solhatten Piccolino er så fin og lyser flot op

Mmm... Friske og søde

 Kæmpeverbena mod den danske, blå himmel

De randblomstrende hortensia står smukt - men de er godt nok tørstige

Dahlia gør klar til sensommerens blomsterhav

Selv roserne kommer på besøg fra naboen - vores menneskenaboer er nu også dejlige, gæstfrie mennesker

Bål må der til på de lange, lyse men lidt kølige aftner

Personligt synes jeg, vi har verdens dejligste terrasse - omend lidt rigelig varm om eftermiddagen i disse dage

Så er det godt, man kan søge en skyggekrog

Mere hygge på terrassen 

Mere bål - brændet er mine forældres gamle bøgetræ som nok var flot, men som tog al lys og nærring fra en god del af deres have
 Men mon mine roser nogensinde bliver pæne igen... Måtte klippe dem voldsomt ned pga. "pest" - de blomstrer ret godt egentlig, men de er noget splejsede at se på...

torsdag den 11. juli 2013

Rapport fra det nye bed...

Eller - nyt er det jo ikke helt længere. Det har nogle måneder på "bagen" og vokser stille og roligt til.

I år er rionettet dækket af ærteblomster som vælter frem, og klokkeranter, som jo ikke blomstrer endnu.

I selve beddet er der jo roser, som jeg har vist et par gange, men de er flankeret af Geranium "Summerskies" - jeg synes selv de er smukke naboer - men døm selv!




Og så en rigtig sjov, spøjs ting! Jeg har en blå klematis i en krukke (den blå klematis ved siden af det lyserøde bed er overraskende sødt) - men det spøjse er, at blomsterne på planten er forskellige farver. Nogle af dem er næsten lavendelblå, mens andre er blå som i blå-himmel men lidt lysere.

Det har jeg ikke oplevet før, at samme plante har forskellige farvede blomster. Inden for samme art er det absolut forventeligt, men på samme pante synes jeg det er ret sjovt. Og flot!



Min første mistanke var, det skyldes solblegning eller lignende, men blomsterne er sprunget ud på samme dag. Men flot er det i mine øjne.