søndag den 29. januar 2012

En dyne af tålmodighed

...Også kaldet et par cm sne...

De sidste par dage har jeg været mere end almindeligt rastløs. Armen er i bedring, jeg må løfte mere og der er jo indkøbt diverse frø, knolde og løg til den kommende havesæson.
Forleden havde Bilka fine zinkbaljer og spande - LIGE sådan nogle jeg manglede til de sidste lilla og blå dahlia. Haps haps...

Så jeg gik rundt som en anden galophest i startboksen, snød lidt og købte hornvioler og stedmoderblomster på planteskolen og havde planlagt jeg i dag ville plante stedmoderplanterne ud i den lille zinkspand.

Der er i mellemtiden faldet sne - hvilket hjælper på tålmodigheden. Nå ja - den er nok også hjulpet godt på vej af en solid forkølelse, der er vendt stærkt tilbage.

I mellemtiden har jeg leget med billeder og lavet collager.

Det lyserøde "bed"
Det hvide "bed"

Det blå/lilla "bed"
Det orange "bed"
Og det røde

Jeg er nok mest tilfreds med det lyserøde - måske fordi det allerede i sommeren 2011 var ganske vellykket i egne øjne.

Det blå/lilla skal nok lykkes, det er jeg sikker på. Jeg tror det vil hjælpe at jeg til sommer bliver i stand til at få samlet mine egne billeder af diverse dahlia, og ikke må nøjes med forhandlerens billeder.

I sommeren 2011 fik jeg også for alvor øjnene op for, at orange og gule blomster bestemt også har deres berettigelse, og jeg ser frem til at få lavet et "bed" i den ellers meget tomme indkørsel. Af samme årsag bliver der til sommer også udvidet med blomsterkarse og morgenfruer. Frøene hertil, er donerede af svigermor. Hun samler troligt frø ind hvert efterår, og jeg har nu fået lov at få en lille kuvert af begge dele.

Aprospos frø - jeg gennemgik mine forleden, og er bestemt ikke tilfreds med det "system" jeg har - to metalkasser fra IKEA, den ene mærket "grøntsager" - den anden "blomster" - hvordan opbevarer I jeres frø?

torsdag den 26. januar 2012

Regndans...

Som det er blevet bemærket allerede til første indlæg, så vander man meget, når man har mange krukker.

Men jeg ser det ikke som en sur pligt. Jeg elsker mine faste aftenture ude på terrassen. Manden siger, jeg putter haven... Det gør jeg måske også, for en tur på terrassen om aftenen bliver også gerne lige en tur rundt i resten af haven, kigge til drivhuset, højbedene og de blomster jeg trods alt har placeret rundt omkring i haven.

Sådan en sommeraften, især efter en virkelig varm dag, virker svalende og der er noget beroligende over det.

I sommeren 2011 var det at have vand nok, sådan set ikke et stort problem, og den grønne, traditionelle 210 L regnvandstønde fra byggemarkedet rakte så rigeligt. Men køn kan man saftsuseme ikke kalde den.

Da jeg i anden forbindelse kiggede på hjemmesiden for et tysk byggemarked, faldt jeg over en 500 L tønde, udformet som en amfora. Jeg faldt pladask for den, men skrumlet kunne ikke engang være i forældrenes campingvogn. Dyr var den også... Så da jul og dermed også min fødselsdag meldte sig, var det jo oplagt at ønske sig et økonomisk bidrag til regnvandsamforaen. Altså ud over gavekortet til Bilka.

Da jeg fik sparet op, satte jagten ind på at finde en webbutik, der ville levere den til Danmark. Jeg skriver, læser og taler ikke ret godt tysk, men med hiv og sving (og Google translate) lykkedes det. Så min regnvandsamfora er på vej. Jeg er sikker på, den vil pynte gevaldigt i hjørnet hvor den grønne har boet.
Skønheden ser således ud....

Jeg sad i aftes og kiggede efter et par billeder fra i sommer - der er ikke taget mange, for det meste regnede væk, men jeg fandt da et enkelt stemningsbillede af vores oase - er der noget at sige til, vi glæder os til de lange, lyse sommeraftner....



tirsdag den 24. januar 2012

Så springer jeg ud som blomster-blogger

Ja, en blomster-blog springer i sagens natur ud, ikke!
I forhold til navnet så har jeg ingen forbindelse til en kage-vært på TV, men jeg ELSKER blomster, gerne et helt BJERG af dem, så derfor dette lille ordspil.

Hvem er jeg... Jeg er 33 år gammel, bor i et helt almindeligt villakvarter i det københavnske sammen med mand og kat.

Haven er ganske ordinær - men vores terrasse er ikke - for den er omkring 60 m2, og det er her vi lever og ånder om sommeren - også i det tidlige forår når solens stråler endelig når når ned i det sidste hjørne, eller på en smuk efterårsdag.
På en stille dag kan vi derfor nyde en kop kaffe og høre Rådhusuret bimle. Ja, det er lige så hyggeligt som det lyder.

Da vi først faldt for huset, tiltalte det mig meget at haven var "nem", for jeg led voldsomt under sygdommen endometriose. Den er dog behandlet, og der gik ikke ret længe, før min blomsterkærlighed piblede op til overfladen. Den har jeg uden tvivl arvet fra min kære Farmor.

Nu, fire år efter hus- og havekøb, er jeg virkelig bidt af en gal blomst, og meget passende var den første havebog jeg fik, faktisk Claus Dalby's "Krukker i haven" - i starten skimmede jeg den kun hurtigt, men jeg har nu virkelig fået øjnene op for, hvad det er manden mente. For den rette blomst-krukke sammensætning fremhæver begge dele helt fantastisk.

Der er derfor "gået sport i den" for mig for at finde de rette blomster og de rette krukker. Af samme årsag vil denne blog også få sit primære fokus på "min krukkehave" - for resten af haven er lagt ud i græs, højbede og drivhus.
Det ændrer vi nok ikke på, da vi håber på at blive forældre i løbet af de næste par år, og der må derfor gerne være masser af tumle-plads i haven - ergo er græsplæne en god ting.

Min samling af krukker er efterhånden blevet ret stor. En skøn blanding af både små og store krukker, arvede krukker fra min afdøde Bedstemor og fra føromtalte Farmor, der ikke længere kan passe sin egen have. Dertil er der også kommet krukker i gaver og ja så har jeg selvfølgelig selv spædet til med nye krukker. Jeg har dog været ret god til at slå til når de har været sat ned med både 25 og 50 % i det lokale plantecenter - og har også klunset et par stykker.

Sæsonen 2012 er sådan set allerede startet med en solid omgang "computer-gardening" - for jeg har brugt seks ugers sygemelding efter operation for golfalbue, til at lave et skema over krukkerne, altså - ALLE krukkerne samt dahliaknolde, liljeløg, roser, klematis, frø fra sommerblomster, kameliaplanter mv. mv.

Der er også bestilt frø til drivhuset, for jeg forspirer naturligvis tomater, agurker mv. selv - det har den kæmpe fordel af udvalget bliver så meget større, end når man køber de færdige planter på planteskolen. Samtidig er der også virkelig noget magisk over at putte så lille et frø i jorden og så følge udviklingen til stor, færdig plante med masser af nye tomater på.

Af hensyn til den opererede albue må jeg hellere runde af for nu - og slutter af med en af de mere vellykkede opstillinger fra terrassen 2011. Med hortensia, ramsløg, tagetes og lobelia.