Viser opslag med etiketten annabelle. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten annabelle. Vis alle opslag

torsdag den 12. september 2013

En sølle sensommerhave...

Jeg synes ikke det er efterår før medio-oktober - jeg ELSKER september og starten af oktober. Lyset og duftene er fantastiske.

Vi blev også gift i september - mange vælger august pga. vejret eller et "romantisk maj bryllup" - vi gik lidt imod strømmen, så vi havde også nemt ved at finde ledig tid i kirke og festlokaler... Det er otte år - OTTE år siden.... Otte års bryllupsdag kaldes også bronze-bryllup. Fik dog ingen blomster, men en anden og bedre gave - manden kom hjem fra forretningsrejse, lige netop den dag, så vi kunne fejre den sammen!

Til gengæld har jeg købt intet mindre end tre bundter roser til 48,- i Torvehallerne - så champagnekøleren fik nyt fomål! Den er perfekt i størrelsen og højden til sådan tre bundter!


Ude i haven ER der da lidt forskelligt - primært i mine krukker. Selve bedene i haven, er noget sølle - mere om det senere... Her er det dahlia i modlys. Jeg kan ikke huske hvad den hedder, og jeg ved en vis herre i Århus vil kalde den en tivoli-blomst, men jeg synes den lyser flot op i efteråret. Jeg ELSKER de store, flotte dahlia - smag og behag er heldigvis forskellig :-D


For første gang har jeg en enkelt Dahlia - Roxy. Jeg tror den får lov at blive gravet op og gemt til næste år - den er rigtig sød, men generelt ER jeg jo til de dahlia der står med kæmpe hoveder.


Denne "plante" er på en og samme tid både enormt charmerende og møghamrende irriterende! Hun holder meget af at være ude sammen med mig, men hun graver i mine krukker! Møgkræ ;-) Men - det følger med at have kat - bar, løs jord er en åben invitation for katte at grave i.

Jeg er  igen i år spændt på, om min krysantemum når få udsprungne blomster, inden frosten kommer. Men Det er tredje år, den kommer igen efter vinterfrost - og jeg som for nogle år siden troede at krysantemum var et-årige... Denne skulle gerne have fine hvide blomster, som skifter til mørk pink, i takt med de visner.

 Og så det sølle... Dette er mine tre Annabelle hortensia.... Der er langt til de enorme blomster. Jeg har vandet så godt som muligt, men det HAR bare været for tørt.

Det er også gået ud over mine asters. Der er kun EN overlevende. Den får som belønning lov at stå, og håber så på den selvsår.... For jeg synes den er så fin, så fin.

Hav en fortsat dejlig sensommer <3

onsdag den 8. maj 2013

Det hvide bed

Som ikke SKRIGER hvidt endnu, men det kommer stille og roligt...

Selve bedet har været lavet, lige siden vi overtog haven, men først nu er der for alvor ved at komme skik på det. I starten var det overtaget af vedbend, men den har vi fået gravet så meget op, at andre ting kan vokse og trives i bedet.

Jeg tror dog jeg vil flytte tulipanerne lidt bagud, da de dækker for de få hvide perlehyacinter jeg har og de hvide kugleprimulaer kommer heller ikke rigtigt til sin ret, bag de høje tulipaner. De tre planter med relativt nøgne grene, er Hortensia Annabelle som jeg forelskede mig PLADASK i, sidste sommer.



Man kan ikke se dem på ovenstående billede, men til venstre øverst gemmer sig en lille bitte flok almindelige hvide anemoner - ENDELIG har jeg anemoner i haven! DET har jeg godt nok også ønsket mig længe. Disse er fra min mors have.


Og ENDELIG er Dorthealiljerne kommet op. Jeg synes dog det er virkelig sent, men bedre sent end aldrig. Men mon det virkelig ER Dorthealiljer? De er købt som sådanne, men synes det er vel sent for Dorthealiljer? Også det kolde forår i mente.

Sidste år købte jeg også mine første kobjælder - to hvide og tre blå - de hvide står dog ikke i det hvide bed, men regner med at flytte dem over, og de blå selvfølgelig over til de blå geranium og blå riddersporer, så der også der kommer forskudt blomstring.

For nylig faldt jeg over et tilbud jeg ikke kunne sige nej til - to kugleprimulaer for 40,- så købte straks tre hvide og tre blå. Jeg er virkelig blevet fan af denne blomst også. For få år siden var min have ikke specielt varieret, men det er den virkelig ved at blive må jeg sige.

Her er så beviset for, hvilken gavmildhed og varme der findes blandt havebloggere. Som kommentar på mit indlæg om især perlehyacinterne fik jeg jo et tilbud om at få nogle løg af hvide perlehyacinter gratis. DET kunne jeg da ikke sige nej til - de ankom allerede i dag - og nogle af dem stadig i blomst. Så fremover vil jeg altid tænke på at en fremmed tog sig tid, energi og lidt penge på at glæde mig. Det er simpelthen FANTASTISK at sådanne mennesker stadig findes. Jeg bliver SÅ rørt over sådan en gestus!

Ja, det er så MIT hvide bed, ikke det største, men det første bed jeg har anlagt fra grunden af, så jeg er faktisk ganske tilfreds med jeg pt. kun skal flytte tulipaner og tilføre kobjælder og nu også lidt flere af de hvide perlehyacinter.

torsdag den 20. september 2012

Så er der plantet...

I det lyserøde bed er der plantet kugleprimula, solhatte, akelejer, en blanding af pink påskeliljer, roser og jeg blev enig med mig selv om at flytte mine fem lyserøde pæoner ned i dette bed også

Senere kommer der lidt storkenæb i beddet også som bunddække. I forvejen havde jeg lagt nogle pink tulipaner - så jo det er lyserødt i lyserødt - et rigtigt tøsebed!

Lige nu ser det jo ikke ud af meget, men mon ikke det bliver flot næste år. Der kommer forhåbentlig lidt højde på i form af nogle stokroser og torskemund, men da det er planen de skal dyrke fra frø, er disse planter i sagens natur ikke plantet i beddet endnu...


I den modsatte ende af haven har vi endelig fået plantet mine hortensia Annabelle, suppleret med en hvid ridderspore på hver sin yderside af de tre hortensia.
Idet Annabelle skal klippes ned til omkring 20-30 cm hvert forår, har jeg i de to mellemrum mellem de tre planter, sat ialt fire akelejer "Clementine White".
I beddet var der i forvejen lagt en masse hvide perlehyacinter, som jeg købte på tilbud i foråret da de var afblomstrede.


Der er også suppleret med 25 dorothealilje-løg (dog ikke de største løg jeg har set, men mon ikke de vokser til i løbet af en sæson eller to) og så nogle liljekonvaller i jorden til venstre på billedet.
Liljekonvallerne var dog virkelig tørre - men ok - jeg fandt dem også i restkurven til en femmer pr pose, og der er angiveligt 10 styk i en pose - så nu må vi se om jeg får mit drømmetæppe af liljekonvaller til foråret eller om de er FOR tørre til at der er liv i dem endnu... 

Så nu er det lyserøde og det hvide bed færdige - for nu da ihvertfald - så er det spændende om de så også fungerer til næste år, når de skal blomstre... En ting er at få krukkerne til at passe sammen - dem kan man jo bare flytte rundt på - jeg synes straks det er sværre i almindelige havebede... 

søndag den 9. september 2012

En rigtig ose-mandag (og en doven blogger)

Forleden havde vi besøg af mine forældre.

Min far deltog igen i en konference her i det københavnske og min mor og jeg udnyttede det helt fantastiske vejr i mandags, til at køre på planteskolen og oooooose.

Jeg tror ikke de har en krukke vi ikke sagde "næææ" eller "iiih" eller "nej DEN er flot!" til ;-)

Vi fandt meeeget overraskende en plante eller to, som måtte med hjem.

Jeg har siden jeg så dem i sommer, ønsket mig hortensia "Annabelle" - så der kom intet mindre end tre planter med hjem! De skal stå ved et stakit, således de får formiddagssol, men ikke svitses totalt i den hårde eftermiddagssol. Foran dem, skal mine pæoner "Sarah Bernhardt" stå og helt forrest har jeg planer om at lægge en del af de liljekonvaller jeg fandt i mandags også... I rest-kurven - til en flad femmer pr pose!!

Således er håbet at der i bedet er hvide og lyserøde blomster fra tidligt forår til sent på efteråret.

I restburet forelskede jeg mig også i buskrosen "Applejack" som stod til 30,- ligeledes stod to styk Fallopia til vejsiden af det lange stakit. På siden ud mod vejen er allerede plantet to fine tidlige klematis, men stakittet ude ved vejen virker så tomt på denne tid af året, så da de havde to Fallopia til 30,- stykket måtte de med hjem



I restkurven lå som nævnt en masse liljekonvaller - men der lå også en del dahliaknolde - ligeledes til en femmer stykket - de kommer naturligvis ikke ud nu, men jeg gemmer dem i garagen til foråret.

Jeg har googlet som en vanvittig efter den sidste plante... Og i virkeligheden er det nok nemmere at gå ud lige og knipse det billede, men det er her den dovne blogger for alvor kommer ind i billedet - vi var nemlig til børnefødselsdag i går eftermiddags og "voksenfest" i aftes, så jeg gider ikke lette mig fra sofaen mere end nødvendigt ;)

Men den sidste plante som kom med hjem, er en sindsygt flot rustrød randblomstrende hortensia! Den er virkelig helt enormt flot. Den har to skud ved jorden, så vil prøve at få disse to skud til at aggere stiklinger.

Min mor fandt også lidt lækre sager. En trompetblomst med 50% rabat og en virkelig flot mørk pink dahlia i blomst også fra resthylden.

Vigtigst af alt var dog at vi bare hyggede os helt enormt. Der var så vanvittigt lækkert vejr, der var ikke ret mange mennesker på planteskolen så vi gik og vendte nærmest hvert et blad og nød det i fulde drag - især at vores respektive mænd ikke gik og trippede og sukkede om vi for pokker ikke snart var færdige med at se det hele - de forstår ikke at selv om man har set en høstfloks før, så skal man da lige kigge på den igen ;o)