Viser opslag med etiketten dahlia. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten dahlia. Vis alle opslag

søndag den 13. januar 2019

Forår - i overført forstand

Det sidste indlæg jeg har skrevet, er fra foråret 2015... Siden da, har der været dødt her på bloggen, men har gennem en periode fået mere og mere lyst til at genoptage min haveblog. Måske især fordi, jeg har fået fornyet lyst til haven, men her hen over vinter, må man jo tage til takke med "arm chair gardening". Så nu blev det tid til at lade bloggen vågne fra sit lange "vinter-hi".

Siden 2015 er der sket lidt af hvert i den private sfære, hvilket har været medvirkende til stilheden. Jeg var ikke landet på den helt rette hylde jobmæssigt - så derfor tog vi et stort spring i 2016 og jeg takkede ja til et job i England, en halv times tid fra Manchester. Min mand havde et spændende job i København, så derfor blev det weekend-pendling mellem København og Manchester - heldigvis var flyveturen under to timer, og der var gode muligheder for tog til og fra Manchester lufthavn og den by jeg boede i.

Landskabet i det nordlige England, er så fantastisk smukt. Jeg nød at gå tur hver dag i frokostpausen, da jeg havde en time til frokost. Kontoret lå i en ombygget mølle, hvor man producerede tekstiler - og møllerne blev oftest opført ved en kanal. Så jeg arbejdede lige ved siden af en kanal i et smukt landskab. Det var derfor oplagt at gå ture.

Min mand kom til England på weekend - vi skiftedes til at tage frem og tilbage mellem Englang og DK. På den måde kunne vi også opleve England sammen. Vi var bl.a i Edinburg en weekend, London en anden, selvfølgelig nogle ture i Manchester og ikke mindst rundt i Macclesfield som byen jeg boede i hedder.

Jeg fik i sommeren 2017 job tilbage i København. Det tog ikke lang betænkningstid. Jeg savner England, men jeg nyder være hjemme med min mand og katte - og har ikke mindst fået et virkelig fantastisk job og fremragende kolleger.

Derfor var haven nedprioriteret i både 2016 og 2017.
I efteråret 2017 gik jeg i gang med et stort ønske jeg har haft længe. Jeg elsker de græsplæner der om foråret farves af vintergækker, eratins, snepryd, krokus og andre forårsløg.
Jeg lagde derfor i efteråret 2017 et par tusinde løg. Jeg bandede grundigt og højlydt undervejs, men da foråret endelig ankom i marts/april 2018, elskede jeg det.

I sommeren 2018 led min have som alle andre i heden. Dertil kom at jeg i april kom til skade med det ene knæ, og måtte opereres. Så derfor var jeg ret begrænset i forhold til havearbejdet - også selv om det primært bestod i at rede hvad der redes kunne.

Det betød til gengæld OGSÅ at jeg havde rigtig god tid til at tænke over hvad jeg gerne vil med haven. Så jeg inddrog den ene del af vores aflange græsplæne til en "frugtplantage" - jeg elsker kirsebær og blommer, så jeg har med hjælp fra min mand plantet to blommetræer og to kirsebærtræer. Jeg har også længe ønsket mig et japansk kirsebærtræ og et magnoliatræ - så i alt er der plantet seks træer. Ved "indgangen" er der sat en stor rosenbue med en klatrerose på hver side.

Vores meget aflange græsplæne har alle årene været noget vi bare gik hen over for at komme fra den ene ende af haven til den anden. Nu er den pludselig en del af haven og selvom træerne ikke er specielt store endnu og selvfølgelig står uden blade, så er det en helt anden følelse at gå igennem allerede nu.

Dertil er jeg kommet videre med drømmen om en løgplæne, og alt i alt er der lagt over 10.000 løg rundt om i haven - dog ligger de fleste narcisser og tulipaner i krukker i indkørslen, mens vintergækker, krokus, snepryd og krokus ligger fordelt rundt om i græsplænen.

Billederne er en god sammenblanding fra England, billeder af haven i 2017 og 2018.

Indkørslen, julen 2018

Indkørslen, julen 2018

Jordbær trivedes godt i løvfaldssommeren 2018 - ikke nok til mavepine, men nok til en lækker smagsprøve - plantede tre nye sorter i august 2018

 Dahlia "Bishop of Dover" sammen med en græs jeg ikke husker navnet på. De blev placeret ved siden af hinanden ved et tilfælde, men passede smukt sammen i farverne 

Duftærterne sammen med Dahlia "Mambo" var også smukke naboer

Dahlia "Mambo" i vase med ærteblomster - vi renoverede soveværelset i sommeren 2018. Er stadig forelsket i tapetet

 Humlebi travlt optaget af en lavendel

Kæmpe verbena var smuk og en perfekt nabo til nelliker

En lille kattefigur placeret ved et espallier med en lille fulg på toppen - det lykkes aldrig katten at fange fuglen dog. I krukken er der petunia - de stod sammen med kæmpe verbena og nelliker i det lilla hjørne.

I det lilla hjørne stod der også australske violer

Min væg af roser - Madame Alfred Carriére - der er en plante ved hver sin side af et rio-net. Drømmen var en væg af roser - den har jeg fået.

En lille Afroditi-figur i Bacopa

Vibeæg. Har fået lagt flere vibeæg i efteråret, en af dem der er uundværlig i forårshaven. Er så facineret af det firkantede mønster


Porcelænshyacint. Så fin når man for alvor ser den

Martsvioler - jeg har efterhånden store intense lilla plamager i græsplænen - det dufter fantastisk når man går igennem dem. Så de får lov at sprede sig så meget de ønsker
 Flere violer - duften er og bliver berusende

Snepryd. Jeg stiftede først bekendtsskab med snepryd et par år efter vi overtog haven, men den blev hurtigt en favorit. Derfor er der også lagt masser af snepryd - både af de store, de små, de blå og de hvide

En af de ting der facinerer mig med snepryd er at det ser ud som om man har drysset haven med glimmer i det rette lys.

Erantis og krokus i stride strømme i April 2018
 Flere krokus. Humlebierne havde travlt, så kunne sidde og nyde forårssolen og lyden af hummelbierne

Nu er vi i England - dette er en af de gamle mure hvori der bl.a vokser bregner 
 High tea må der til i England. Det lokale bageri leverede en utrolig lækker high tea for 12 pund per snude og man blev RIGELIGT mæt - fik cup-cakes med hjem i doggy-bag. Kunne godt spise en scone med jam lige nu
 Udsigt udover en mark fra en bakketop i Bollington - min arbejdsplads ligger 15 minutters gang fra denne top

 Julestemning på markedspladsen i Macclesfield


Udsigt fra en længere gåtur rundt i Bollington. Er der noget at sige til jeg elskede området?

En Jaques Cartier rose i rimfrost fra en weekend hjemme i København

Endnu et charmerende lille hjørne i Macclesfield

 Fra en frokost-gåtur på vej fra supermarkedet efter frokost

Alchymist rose sommeren 2016 - selv når den smider kronbladene bliver det smukt

Alchymist rose - samme hjørne - denne gang med snuden mod himlen

Buddah og Annabelle hortensia 

Nu håber jeg så, der ikke kommer til at gå næsten fire år igen før næste blodindlæg

torsdag den 12. september 2013

En sølle sensommerhave...

Jeg synes ikke det er efterår før medio-oktober - jeg ELSKER september og starten af oktober. Lyset og duftene er fantastiske.

Vi blev også gift i september - mange vælger august pga. vejret eller et "romantisk maj bryllup" - vi gik lidt imod strømmen, så vi havde også nemt ved at finde ledig tid i kirke og festlokaler... Det er otte år - OTTE år siden.... Otte års bryllupsdag kaldes også bronze-bryllup. Fik dog ingen blomster, men en anden og bedre gave - manden kom hjem fra forretningsrejse, lige netop den dag, så vi kunne fejre den sammen!

Til gengæld har jeg købt intet mindre end tre bundter roser til 48,- i Torvehallerne - så champagnekøleren fik nyt fomål! Den er perfekt i størrelsen og højden til sådan tre bundter!


Ude i haven ER der da lidt forskelligt - primært i mine krukker. Selve bedene i haven, er noget sølle - mere om det senere... Her er det dahlia i modlys. Jeg kan ikke huske hvad den hedder, og jeg ved en vis herre i Århus vil kalde den en tivoli-blomst, men jeg synes den lyser flot op i efteråret. Jeg ELSKER de store, flotte dahlia - smag og behag er heldigvis forskellig :-D


For første gang har jeg en enkelt Dahlia - Roxy. Jeg tror den får lov at blive gravet op og gemt til næste år - den er rigtig sød, men generelt ER jeg jo til de dahlia der står med kæmpe hoveder.


Denne "plante" er på en og samme tid både enormt charmerende og møghamrende irriterende! Hun holder meget af at være ude sammen med mig, men hun graver i mine krukker! Møgkræ ;-) Men - det følger med at have kat - bar, løs jord er en åben invitation for katte at grave i.

Jeg er  igen i år spændt på, om min krysantemum når få udsprungne blomster, inden frosten kommer. Men Det er tredje år, den kommer igen efter vinterfrost - og jeg som for nogle år siden troede at krysantemum var et-årige... Denne skulle gerne have fine hvide blomster, som skifter til mørk pink, i takt med de visner.

 Og så det sølle... Dette er mine tre Annabelle hortensia.... Der er langt til de enorme blomster. Jeg har vandet så godt som muligt, men det HAR bare været for tørt.

Det er også gået ud over mine asters. Der er kun EN overlevende. Den får som belønning lov at stå, og håber så på den selvsår.... For jeg synes den er så fin, så fin.

Hav en fortsat dejlig sensommer <3

tirsdag den 11. juni 2013

En tom have...

Ja, jeg synes min have virker en smule tom lige nu.

Mine pæoner blomstrer på livet løs, og roserne er godt på vej - her er det Jaques Cartier - den dufter fantastisk.

Her min pæon, Sarah Bernhart

Her er det den ene af de fem roser med det mundrette navn Archiduchesse Elizabeth d Autriche der lige straks springer ud

Og så en lille-bitte stjerneskærm som forsigtigt putter sig

Derudover er der min klatrerose Alchymist der blomstrer og riddersporerne er godt på vej med deres høje spir - men derud over er haven lidt tom. Hverken dahlia, hortensia, solhattene eller riddersporerne blomstrer jo endnu - hvad har I andre I blomst lige nu som kan tåle enten fuld skrald på solen eller næsten konstant skygge? Det er desværre ret meget "enten-eller" sådan som haven er indrettet...

fredag den 12. april 2013

En slave-have-mand fik travlt...

Fordi jeg fik et opkald...

Planteskolen ringede og mine barrodsroser er nu klar til at blive sendt afsted til mig....
Men øhh... beddet var ligesom ikke gravet fri for græstørv, og har ikke mulighed for at plante i weekenden, så om ikke de liiige kunne vente til mandag... Jo ingen problem! Phew! Så min slave-have-mand er ude og grave en diset fredag i støvregn....



Det er nu ikke fordi beddet er et nyt påhit... Det er et stykke tid siden jeg fik idéen...

Men hvad! Hastværk er lastværk....

Og så må jeg vist krybe til korset - det er kun fire dahlia-knolde jeg må smide ud - men jeg har købt 15 nye... Hovsa.... Plejer være god til det med tal.... Ups!

Men lige en collage med lidt af de nye - de ER da fine ikke!!!!!

Ha' en dejlig aktiv weekend - de lover jo ENDELIG have-arbejde-venlige temperaturer :D

onsdag den 10. april 2013

Mugne dahlia....... Kan de skyde??

Jeg havde sidste vinter første gang forsøgt mig ud i at overvintre Dahlia - det gik over al forventning - ikke EN gik til...

Men denne vinter er anderledes - nogle af knoldene har enkelte "gulerødder" der er mugne mens de andre "gulerødder" på samme knold ser fine ud...

Kan sådanne knolde stadig skyde monstro?

Jeg regner dog med at prøve sætte dem til forspiring og så se om det sker - men har endnu ikke fået sparket min popo ud i garagen og sat dahlia til forspiring - planen er det skal ske en af de kommende dage...

Et billede af nogle af sidste års fine blomster - især den lyserøde satte flittigt MASSER af store blomster

søndag den 19. august 2012

Dejlige dahlia

Hvis jeg kun måtte have én blomst, blev det dahlia!

Eneste minus med dem, er at de ikke dufter, men deres variation i form og farver er SÅ skøn!

Derfor har jeg også rigtigt mange forskellige. Min favorit lige nu er nok denne lyserøde veracruz... Den blomstrer længe og med masser og masser af blomster.



Den har i år blomstret siden starten af juli og er slet slet ikke færdig endnu. Så jeg klipper blomster af den i stor stil - både til vaser indendøre men også til mit fad på terrassen.


Jeg kender ikke navnet på denne hvide, klassiske dahlia, men synes den er virkelig sød med sine runde blade.


Denne "Snowflake" havde jeg god succes med sidste år, men det er som om den ikke helt vil samarbejde i år og sætter et begrænset antal knopper i år. Men hvad - den blomstrer i det mindste.


Den står sammen med den hvide ovenover i det hvide krukkebed, og formerne komplimenterer hinanden flot - jeg ville dog gerne have lidt flere blomster i min "Snowflake" som sagt.

Min "Arabien Night" skuffer til gengæld SLET slet ikke... Jeg købte to små knolde i Netto til en 10'er stykket og havde IKKE store forventninger, for jeg var lidt i tvivl om, om knoldene var døde da jeg fik åbnet poserne... Men de har vokset sig HELT enormt store og er over en meter høje og blomstrer så smukt. Det er desværre bare enormt svært at fotografere deres farve så den gengives korrekt. De stor sammen med de mørkerøde liljer - smukke partnere.


De er plantede i en 80 cm høj krukke, så blomsterne er helt oppe i min hovedhøjde - ret fantastisk synes jeg egentligt - og så til en samlet pris af 20,- i Netto - det fås da ikke bedre....

Forleden måtte jeg dog købe en buket selv om jeg har nok til at klippe ind af. Jeg kunne slet slet ikke stå for farven i denne pom-pom dahlia så måtte have mig en buket med hjem - den skifter fra lilla til orange til næsten gul i de små tragte... Så smuk og fascinerende.


Hertil kommer at jeg stadig har to dahlia på terrassen som slet ikke har begyndt deres blomstring endnu - så jo jeg har et hav af dahlia - men vil gerne have flere - så hvis nogen har et bud på navnet på denne lilla-orange dahlia så hører jeg det gerne.
Medtaget er heller ikke mine orange kaktus-dahlia som står i mit "flamme-krukke-bed" - men de kommer med når det bliver tid til at gennemgå dette ;o)

Og så ER det jo bare fantastisk at vi har fået sommer - SKØN stemning på vores dejlige, frodige terrasse :-)