Viser opslag med etiketten Franske anemoner. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Franske anemoner. Vis alle opslag

fredag den 8. juni 2012

Ro på...

Ja, det må der siges der er - både på livet og på haven...

Jeg venter (stadig) på at skulle på hospitalet og få min behandlingsplan på plads.

I haven er der ikke voldsomt meget liv. Min røde pæon er ved at afblomstre, digitalis står stadig fint, men begynder også så småt at afblomstre.

Heldigvis er en af mine absolutte favoriter er fuldt flor. Og endnu bedre er det, at især de blå sætter flere knopper jo flere man plukker. Men jeg lader altid første "runde" stå i krukken, og når den første ombæring er ved at blomstre af, så begynder jeg at nænne at plukke ind.


Jeg er meget tilbageholden ved at plukke af mine blomster - jeg er ikke meget ude på terrassen i dette regnvejr, men alligevel har jeg svært ved at nænne det - måske fordi der ikke er så mange blomster i selve haven og jeg vil ikke rippe terrassen helt.

Jeg må arbejde på at få flere blomster i selve haven... Men sådan som armen er, så skal det helst være fuldt hårdføre stauder, så jeg ikke skal grave op eller forspire og plante ud... Man må jo indrette sig :-)

Og nu vil jeg indrette mig på sofaen - jeg er græsenke i aften, så hygger på sofaen med tøse-tv!


søndag den 29. april 2012

Gaveregn

Mens "alle andre" tilsyneladende er til plantemarked i Lyngby, holder vi fridag. Jeg havde en prøve-eksamen i fredags og efter en uges forkølelse/influenza var det ikke lige det jeg havde mest lyst til, men jeg bestod.
Igår havde de jo lovet herligt vejr, men det var aflyst og erstattet af regnvejr. Jeg fik dog igår alligevel sat de mange tete-a-tete løg (min mand svingede spaden), han flyttede en klematis og jeg fik lagt de mange hvide perlehyacinter.

Her til formiddag er der til gengæld dejligt solskin, så senere i dag skal græsset klippes og min fat-boy hængekøje slippes fri af sit vinterhi. Jeg glæder mig til at ligge derude og nyde livet!

På terrassen blomster "snedrivebuskene" så smukt lige nu. De kaldes sådan, fordi de især om aftenen ligner buske med sne på de lange grene. Det er dog så svært at fotografere, men her er et par vellykkede billeder af blomsterne i formiddagssolen... (Husk - de kan vises større - det vinder de meget ved)



I den forgangne uge har vi også haft besøg af mine forældre (igen) - den ene halvdel skulle på konference - den anden ryddede op i vores haveskur, mens min mand og jeg passede vores respektive jobs. DET er da luksus at komme hjem til at skur, der er ryddet op og alt det der skal køres på genbrugspladsen sorteret fra!!!
Derudover fik jeg af min mor foræret fem kobjælder - her ses de tre lilla, fik også to hvide, men de er afblomstrede allerede


Til venstre her ses min magnolie "Stellata" som jeg også fik af mor - i den højre krukke min rose Gruss an Achen (som faktisk også er en gave fra min mor - fik den i 2010) og i den forreste krukke er mine franske anemoner godt i gang med deres fine løv

I den høje krukke har jeg en klematis - derfor fik jeg obelisken/plantestativet af min mor, så den har noget at slynge sig omkring

Med fra sin egen have havde hun almindelige skovanemoner - jeg har ikke en eneste almindelig anemone i haven, så jeg har fået to bakker hjemme fra mors have. Herligt! Håber de trives her, så jeg kan få masser af dejlige anemoner.

Mine tete-a-tete er sat og lyser godt op i et mørkt hjørne allerede i år. Til 30,- lyser den gule farve godt op i hjørnet.


Og så lige et enkelt, sjældent indendørs billede.

Denne "vase" er fra min farmor. Da hun og min farfar boede på gården, arbejdede min farmor med at tage prøver for det lokale mejeri. Det foregik i disse små glasflasker.
I mange år har kurven med flaskerne stået i hendes kælder. I julen '11 fik jeg lov at få dette sæt. Jeg forklarede hende at jeg ville bruge den som vase.

I går fik jeg plukket tulipaner fra mit "plukkebed" og her til morgen kunne vi så nyde synet af de 12 tulipaner der over natten har udviklet sig meget

Så jo - alt i alt en gaveregn der vil noget - det er måske ikke voldsomt dyre sager, men det er ting som jeg har ønsket mig og "vasen" fra min farmor  har en familiehistorie - både mine forældre og jeg kan jo huske de prøver og min farmor synes det var en sjov idé at hendes gamle prøvesæt ny fik nyt liv som blomstervase.
Meget passende, når det nu primært er fra min farmor jeg har arvet min blomsterkærlighed.

søndag den 25. marts 2012

Vendsyssel tur-retur!

Frem og tilbage er lige langt - men når der er 450 km hver vej så er man godt ør i hovedet...
Især når fredag eftermiddag og søndag eftermiddag bød på så lækkert vejr...

Men der var fødselsdag i Vendsyssel - både for svigerfar og veninden med hobby-bloggen
Så tager man jo gerne turen :-D Meeen - efter et par solide Bacardi Lemon & Sprite er jeg nu glad for jeg kunne have kontaktlinser i i dag, så den hårde forårssol kunne dæmpes lidt med solbriller - og så hjalp pit-stoppet på McD omkring Vejle også lidt på det hele ;o)

Og nu kan jeg nemlig løfte sløret for en overraskelse jeg kort omtalte for efterhånden længe siden... Veninden sendte mig for et godt stykke tid siden et link til de smukkeste zinnia... De kunne ikke opdrives på danske frø-web-shops så jeg bestilte nogle hjem fra Sverige - de blev sået og jeg købte to flotte krukker. Ideen var så, at frøene havde været så langt fremme jeg havde plantet dem over i krukkerne for hende, men altså - lærte igen man ikke kan planlægge så detaljeret når det kommer til spirende frø... Så hun fik en bakke med små spirer og to tomme krukker :-)

De ER da smukke - de hedder "Queen lime red". Jeg har naturligvis et par spirer selv også - de vil være smukke sammen med de lyserøde dahlia og liljer.

Vel hjemme igen skulle jeg naturligvis lige rundt i haven og se til det hele - om nu alt var vel. Og det må man sige det var...

De franske anemoner spirer på livet løs i drivhuset, så nu er det vist på tide de flyttes ud af drivhuset og ned på terrassen.


De røde tulipaner har blomstret nogle dage nu - de er virkelig glade at se på.

Snepryd som jeg også er stor, stor fan af blomstrer nu, men jeg har desværre ikke så mange endnu - men det kan jo komme.

Hækken grønnes for alvor.

Og fra svigermors have kom der en stor tue afblomstrede vintergækker med, så bestanden lige får et ekstra indspark til næste sæson. Svigermor fandt også to mindre kobberkar som hun ikke selv bruger - om ikke det var noget for mig?? JO da!

Jeg ved LIGE hvor de skal stå...
De skal pynte i indkørslen sammen med disse små, glade hornvioler. Det er så skønt at komme hjem til lidt liv og lidt farve i indkørslen :)


Jeg tror de vil passe godt ind i det røde/brune/orange gule farvetema jeg vil prøve opbygge derude!
Så nej, jeg har igen ikke lavet det store i haven - men jeg har nydt den, de få solskinstimer jeg har været hjemme i dag til det ;o) OG det tæller alligevel mest i min verden..........


Aaaaahhhh...........



lørdag den 18. februar 2012

Tyvstart...

Og dog... Jeg plejer lægge mine anemoneknolde her medio-februar. Således også i år.
De ser ud af ingenting, sådan som de ligger i deres vinterhi i gamle æggebakker....

Jeg ved nogen lægger knoldene i blød inden de lægger dem. Det prøvede jeg første år jeg havde anemoner, men det var ikke vellykket for mig, så jeg lægger dem bare i jorden, tørre og kedelige som de er...

Men de plejer lykkes HELT fint... Jeg glæder mig allerede til årets blomsring - og nej i den viste krukke er kun NOGLE af mine knolde, men de er blevet store, så der er ikke rigtig plads til dem alle sammen...
Jeg har vist ikke krukker nok - spørger du min mand så er jeg rigeligt krukket ;-)

Og så ser det ud til, mit lille mirakel fra sidste år gentager sig.... I sommeren 2010 købte jeg en fin lilla krysantemum. Til efteråret fik jeg ikke tømt krukken og jeg lod den stå i den hårde, hårde vinter 2010/2011... Sørme om den ikke til foråret begyndte at skyde - små fine grønne skud fra bunden...

I år gør den det samme... Lige nu ser den bare grim ud, som alle andre krysantemummer...


Normalt har jeg den ikke stående i en plastikbalje, men krukken den stod i, døde i en efterårsstorm... Kigger man efter i bunden, ser det sådan ud:


Små, fine skud igen.... Jeg er SÅ imponeret.... Og jeg gør intet - jeg lader den bare stå ude vinteren over!

I must be a witch?