Ja, en blomster-blog springer i sagens natur ud, ikke!
I forhold til navnet så har jeg ingen forbindelse til en kage-vært på TV, men jeg ELSKER blomster, gerne et helt BJERG af dem, så derfor dette lille ordspil.
Hvem er jeg... Jeg er 33 år gammel, bor i et helt almindeligt villakvarter i det københavnske sammen med mand og kat.
Haven er ganske ordinær - men vores terrasse er ikke - for den er omkring 60 m2, og det er her vi lever og ånder om sommeren - også i det tidlige forår når solens stråler endelig når når ned i det sidste hjørne, eller på en smuk efterårsdag.
På en stille dag kan vi derfor nyde en kop kaffe og høre Rådhusuret bimle. Ja, det er lige så hyggeligt som det lyder.
Da vi først faldt for huset, tiltalte det mig meget at haven var "nem", for jeg led voldsomt under sygdommen endometriose. Den er dog behandlet, og der gik ikke ret længe, før min blomsterkærlighed piblede op til overfladen. Den har jeg uden tvivl arvet fra min kære Farmor.
Nu, fire år efter hus- og havekøb, er jeg virkelig bidt af en gal blomst, og meget passende var den første havebog jeg fik, faktisk Claus Dalby's "Krukker i haven" - i starten skimmede jeg den kun hurtigt, men jeg har nu virkelig fået øjnene op for, hvad det er manden mente. For den rette blomst-krukke sammensætning fremhæver begge dele helt fantastisk.
Der er derfor "gået sport i den" for mig for at finde de rette blomster og de rette krukker. Af samme årsag vil denne blog også få sit primære fokus på "min krukkehave" - for resten af haven er lagt ud i græs, højbede og drivhus.
Det ændrer vi nok ikke på, da vi håber på at blive forældre i løbet af de næste par år, og der må derfor gerne være masser af tumle-plads i haven - ergo er græsplæne en god ting.
Min samling af krukker er efterhånden blevet ret stor. En skøn blanding af både små og store krukker, arvede krukker fra min afdøde Bedstemor og fra føromtalte Farmor, der ikke længere kan passe sin egen have. Dertil er der også kommet krukker i gaver og ja så har jeg selvfølgelig selv spædet til med nye krukker. Jeg har dog været ret god til at slå til når de har været sat ned med både 25 og 50 % i det lokale plantecenter - og har også klunset et par stykker.
Sæsonen 2012 er sådan set allerede startet med en solid omgang "computer-gardening" - for jeg har brugt seks ugers sygemelding efter operation for golfalbue, til at lave et skema over krukkerne, altså - ALLE krukkerne samt dahliaknolde, liljeløg, roser, klematis, frø fra sommerblomster, kameliaplanter mv. mv.
Der er også bestilt frø til drivhuset, for jeg forspirer naturligvis tomater, agurker mv. selv - det har den kæmpe fordel af udvalget bliver så meget større, end når man køber de færdige planter på planteskolen. Samtidig er der også virkelig noget magisk over at putte så lille et frø i jorden og så følge udviklingen til stor, færdig plante med masser af nye tomater på.
Af hensyn til den opererede albue må jeg hellere runde af for nu - og slutter af med en af de mere vellykkede opstillinger fra terrassen 2011. Med hortensia, ramsløg, tagetes og lobelia.
cool initiv :-) Glæder mig til at følge haven og blive inspireret
SvarSletHej Mette,
SvarSletDet var godt du kom i gang med dine indlæg.
Det lyder som om du har rigtig mange krukker. Det er et stort arbejde at vande dem, men det tager man jo gerne med, når man er en "blomstertosse".
Velkommen til.
Hej Mette
SvarSletSå er du i luften :o) Lækkert med dine krukker. Jeg har selv lige vist nogen af mine nye krukke-indkøb på bloggen. Jeg har også både "Krukker i haven" og "Min krukkehave", samt "Krukker året rundt" fra drengene i Paradehuset på Gisselfeld. Jeg bruger om sommeren dagligt laaaang tid på at vande alle krukkerne, for de skal jo passes hvis resultatet skal se ordentlig ud :o) Så jeg glæder mig til at se dine sammensætninger :o)Der er ikke noget som inspiration :o)
Bedste hilsner
Lene
Ja velkommen på bloggen jeg har straks meldt mig som læser. Det skal blive spændende at læse, hvad du har på hjerte. Eller rettere hvad dit hjerte banker for. Krukker kan jeg forstå som en ting. Spændende..
SvarSletKære Mette - glæder mig til at se dine krukker.
SvarSlet