tirsdag den 28. maj 2013

Livstegn...

Jeg er her endnu - min verden ser bare sådan ud i disse dage...

For at holde overblikket over fire undermodeller, bruger jeg nogle store art, et for hver model - og katten hjælper...




De er så kommet op på lågerne i kontoret så jeg kan kigge derover, NÅR jeg kommer i tvivl om, hvor jeg er i min model-verden...



 I specialet ser det nogenlunde således ud...
På skrivebordet ser det sådan ud:

Men det er jo godt, der for alvor er kommet hul på specialet...

I haven vokser udkrudtet vildt og voldsomt, men det går jo ingen steder...
Op ad rionettet klatrer der heldigvis klokkeranker og ærteblomster som fik de betaling for det, og jeg nyder at følge udviklingen i det nye bed, i de pauser jeg trods alt får holdt af hensyn til armen :)

tirsdag den 21. maj 2013

Sær snegl...

Nej - det handler ikke om "dræbere" eller Vinbjergsneglene denne gang - men mig

Jeg ELSKER at nusse i min have - men faktisk endnu mere når det regner en smule, som det har gjort her i KBH sidst på eftermiddagen. Så jeg har været ude en lille tur i eftermiddag.

Der er noget ekstraordinært meditativt over havearbejde i småregn - man har det ikke for varmt og man kan stole på, at planterne da heldigvis ikke dør af tørst på rekordfart. Men jeg vander nu alligevel de nys udplantede.

Her langs rionettet er der plantet seks klokkeranker og seks ærteblomster - alle planterne købt for snart fire uger siden i Bilka, så rødderne var SVÆRT glade for at komme ud af potterne... Men har ikke haft lejlighed til at plante. Det fik jeg i dag.


Der blev også plantet nogle solsikker "Ruby Eclipse" ud både langs rionettet men også langs muren til gæsteværelset - de seks planter kan lige anes her:

Derudover så står pæonerne og lokker med deres knopper - ååååh hvor jeg glæder mig til de springer ud...

Til venstre for pæonerne står roserne - Jaques Cartier - og trives også godt. Der er også godt med knopper på vej

Så ja - jeg glæder mig som et lille barn, til det hele vokser til og springer ud



søndag den 19. maj 2013

Sååå kom regnen...

...skylle'd Peter ned....

Og tulipanerne hænger lidt med hovedet - men mon ikke de også sætter pris på lidt regn, når det kommer til stykket...


Akelejerne i det lyserøde bed, har blomstret et par dage, og er næsten ved at visne allerede pga. varmen... Men der er heldigvis masser af knopper på vej.

Regndråber på bordet

Jordbærrene blomstrer - mums!

Det samme gør naboens æbletræer - så smukt et syn fra stuevinduerne

Svigermors ramsløg stortrives

Og sidst men ikke mindst - så er roserne i krop - glæder mig til de springer ud!
Her først er det Gruss An Achen

Og her er det Falstaff der er godt på vej med store knopper

Ha' en dejlig regnvåd pinsesøndag - ihvertfald her øst for Storebælt - har godt set billeder på Facebook med ture til Løkken Strand og masser af is.

onsdag den 15. maj 2013

Million Woman March for Endometriosis


Havde jeg pengene, rejste jeg dæleme GERNE til Washington DC og marchede sammen med 10.000-vis af andre kvinder!

http://www.nezhat.org/endometriosis/million-woman-march-for-endometriosis.php

Jeg har lige set begivenheden i dag - meget passende fik jeg mit
<3 Endometriosis Warrior <3 armbånd igår...



"Kriger" er egentlig meget passende, når man slås med systemet, læger og ikke mindst sin egen krop!

søndag den 12. maj 2013

Årets indkørsel

Sidste år stod "den grønne rædsel" i vores indkørsel og samlede regnvand.
Jeg irriterede mig over at jeg skulle kigge på den dagligt, men omvendt var jeg glad for at have vand i indkørslen til de potter og krukker der stod derude...

Det så således ud, tidligt sidste år:

Jeg har ikke mange billeder fra indkørslen sidste år, fordi jeg ikke gad have den grønne tønde med på billeder. Da vi tømte den for vinteren, ville min mand lige vælte den ned - men *KNÆK* sagde det og et styks tønde var klar til genbrugsstationen!!

I år har vi derfor måttet investere i en ny regnvandstønde, men denne gang blev det en gammel vintønde, istedet for en grøn plastiktønde.
Det betyder nu, at regnvandsopsamlingen er meget mere integreret i mine krukker i indkørslen i år - og jeg bliver SÅ glad hver gang jeg ser det!


Der komme to meget store krukker yderligere, men de skal lige flyttes fra terrassen og til indkørslen - og det er ikke lige nogen man flytter - ikke før de lige er blevet tømt. I dag er planterne i de to store krukker plantet over i andre krukker og beholdere, så et lille skridt er taget. Meningen er at plante nogle dahlia i de store krukker - jeg har nemlig nogle ret store knolde.

I baghaven sker der også en smule. Nu er rionettet banket op på plads, og stauder er leveret fra staudefeen, Jeg vandt jo bl.a. en "buket-pakke" i et vædemål med min mand og har også bestilt en ;o) De blå phlox, geranium og iris planter jeg i krukker på terrassen, og de pink og lyserøde stauder kommer i beddet i baghaven.

Der skal nok blive godt fyldt op, og der er jo også sommerblomster i udestuen og garagen, der venter på at kunne blive plantet ud - men klog af skade fra sidste år, venter jeg altså så længe som overhovedet muligt, inden de små puslinger bliver plantet ud! Det passer nu også armen meget godt, at tage tingene så roligt som muligt. Jeg venter pt. på afgørelsen fra Kommunen om hjælpemidler, og har netop fået lavet funktionsattest som skal fastslå graden af mit mén. Selv om jeg godt ved armen er varigt skadet, så bider det sq alligevel hver gang jeg får en status-attest som fastslår:"nerveskaden er kronisk og funktionsnedsættelsen er derfor varig."

onsdag den 8. maj 2013

Det hvide bed

Som ikke SKRIGER hvidt endnu, men det kommer stille og roligt...

Selve bedet har været lavet, lige siden vi overtog haven, men først nu er der for alvor ved at komme skik på det. I starten var det overtaget af vedbend, men den har vi fået gravet så meget op, at andre ting kan vokse og trives i bedet.

Jeg tror dog jeg vil flytte tulipanerne lidt bagud, da de dækker for de få hvide perlehyacinter jeg har og de hvide kugleprimulaer kommer heller ikke rigtigt til sin ret, bag de høje tulipaner. De tre planter med relativt nøgne grene, er Hortensia Annabelle som jeg forelskede mig PLADASK i, sidste sommer.



Man kan ikke se dem på ovenstående billede, men til venstre øverst gemmer sig en lille bitte flok almindelige hvide anemoner - ENDELIG har jeg anemoner i haven! DET har jeg godt nok også ønsket mig længe. Disse er fra min mors have.


Og ENDELIG er Dorthealiljerne kommet op. Jeg synes dog det er virkelig sent, men bedre sent end aldrig. Men mon det virkelig ER Dorthealiljer? De er købt som sådanne, men synes det er vel sent for Dorthealiljer? Også det kolde forår i mente.

Sidste år købte jeg også mine første kobjælder - to hvide og tre blå - de hvide står dog ikke i det hvide bed, men regner med at flytte dem over, og de blå selvfølgelig over til de blå geranium og blå riddersporer, så der også der kommer forskudt blomstring.

For nylig faldt jeg over et tilbud jeg ikke kunne sige nej til - to kugleprimulaer for 40,- så købte straks tre hvide og tre blå. Jeg er virkelig blevet fan af denne blomst også. For få år siden var min have ikke specielt varieret, men det er den virkelig ved at blive må jeg sige.

Her er så beviset for, hvilken gavmildhed og varme der findes blandt havebloggere. Som kommentar på mit indlæg om især perlehyacinterne fik jeg jo et tilbud om at få nogle løg af hvide perlehyacinter gratis. DET kunne jeg da ikke sige nej til - de ankom allerede i dag - og nogle af dem stadig i blomst. Så fremover vil jeg altid tænke på at en fremmed tog sig tid, energi og lidt penge på at glæde mig. Det er simpelthen FANTASTISK at sådanne mennesker stadig findes. Jeg bliver SÅ rørt over sådan en gestus!

Ja, det er så MIT hvide bed, ikke det største, men det første bed jeg har anlagt fra grunden af, så jeg er faktisk ganske tilfreds med jeg pt. kun skal flytte tulipaner og tilføre kobjælder og nu også lidt flere af de hvide perlehyacinter.

mandag den 6. maj 2013

hyacinter i forskellige former og farver

Det går heldigvis fremad helbredsmæssigt, så nu har jeg været ude og kravle og tage billeder af perlehyacinter og almindelige hyacinter.

SÅÅÅÅ fine hver og en - ENJOY!






Og så lige HELT tæt på perlehyacinten...

søndag den 5. maj 2013

Min stakkels havemand...

...KNOKLER derud af på mine vegne...

Igår lørdag var der reserveret trailer så vi kørte ud efter stolper, rionet og stolpebeton i byggemarkedet. Men HOOOOLD nu op et helvede på jord, mildest talt! Folk parkerede ALLE mulige og Umulige steder, så det var nærmest umuligt komme rundt med en trailer - men det lykkedes.

Da vi nåede hjem, gik han straks igang med at bore huller til stolperne

Der støbes

Tid til at tørre

SÅ - næsten færdig - nettet skal bare lige fastgøres til stolperne, men så skal jeg forlade min plads på sofaen i en længere periode. (og jeg er pt. midt i et såkaldt "flare-up" grundet opstart af medicinsk overgangsalder som behandling for min endometriose, er jeg lagt ned med smerter og holder mig på sofaen, på trods af det gode vejr! ØV! )

Til slut et enkelt billede af en af mine klumper af perlehyacinter - jeg ved nogle haveejere er trætte af dem, men jeg ELSKER dem - de er så fine med deres små, blå perler og så er de jo budget-venlige - man har jo hurtigt mange af dem :-)